Engel & Hein
Råvarerne
Vi har det bedst med at vide, hvad vi har at gøre med i køkkenet. Derfor har vi brugt vores første tid på Fanø på at besøge lokale leverandører for at se og smage på de muligheder, som Fanø og det sydvestlige Jylland og omegn tilbyder – og de er heldigvis rigtig, rigtig gode, hvor dyrevelfærd prioriteres højt, og profit ikke trumfer hverken etik eller smag.
Hos Varde Ådal Lam står Eva og Torben bag et familiedrevet landbrug med økologi, dyrevelfærd og bæredygtighed i højsædet. Lad jer ikke narre af navnet, for der er også både gris, gæs og grøntsager (og meget mere) at få med sig hjem, og det hele kan varmt anbefales. I Ho Bugt finder du Enghavegård Osteri & Gårdbutik, hvor Lone og Martin med personlighed og kærlighed producerer unikke oste samt røgvarer, pølser og langtidslagrede skinker fra gårdens egne grise. Og hos Fanø Laks hjælper den salte vesterhavsluft Henning og datteren Anne til at skabe landets vel nok bedste røgede laks, som vi naturligvis med stolthed har på kortet. Fra Sønderho Gårdbutik får vi blandt andet Camillas økologiske æg og oksekød, som er fulde af velsmag, og det er også her, du finder Fanøs berømte sydesalt udvundet ved inddampning af vand fra Vadehavet.
Alt sammen taler ind i den profil og filosofi, vi ønsker for vores spisested. Vores samarbejdspartnere er afgørende for os, og derfor kan vi kun anbefale, at du lægger vejen forbi og selv gør dig erfaringer med deres unikke produkter, som vi elsker at gøre brug af i vores køkken.

Åbningstider
Se altid Dinnerbooking for konkrete åbningsdage uden for sæson.
Vi åbner gerne for større selskaber uden for sædvanlig åbningstid. Kontakt os på kontakt@engeloghein.dk
Nordby
6720 Fanø
Kontakt
kontakt@engeloghein.dk
+45 30 44 66 11